Rosé Champagne

Man kan godt være Rosé uden at være sød

Grunden til, at denne ‘faux pas’ bliver gentaget år efter år, skal nok findes i, at mange fejlagtigt antager, at rosé champagne er sådan noget sødt klistret noget, hvilket i de fleste tilfælde ikke kunne være længere fra sandheden. Som det kan læses flere steder på denne hjemmeside, så afhænger en champagnes sødmegrad i høj grad af, hvor meget sukker (dosage) der tilsættes umiddelbart efter degorgeringen. Ønsker man at sætte en champagne til dessert, om det er rosé eller hvid, så skal den som minimum være det, som kaldes ‘Demi-Sec’, hvilket indikerer, at den indeholder mellem 32 og 50 g/L sukker.

Ser vi lidt på historien om rosé champagne, så er de første optegnelser om denne type champagne fra 1764, hvor Champagnehuset Ruinart solgte 60 flasker ‘Oeil de Perdrix’ til en kunde i Tyskland. Året efter røg der også nogle flasker til Danmark og snart flere steder i Europa. Oeil de Perdrix betyder ‘Agerhøne øje’ og refererer til den sarte lyserøde farve med kobber refleksioner, som nogle fugles øjne får lige efter de er blevet skudt. Dette navn er ikke noget, man ser så tit mere, men det bliver stadig brugt, og ikke kun i Champagne, om roséer, der har en meget sart lyserød farve.

Det er en stående joke i vinkredse, men vores indtryk er også i den generelle befolkning, at hvis man blander rød og hvidvin, så får man rosé. Og så griner alle, fordi det er jo ikke sådan, man laver rosé. Eller er det? I champagne bliver langt det meste rosé champagne faktisk lavet ved at blande rød og hvidvin inden andengæringen på flasken. Så der kommer man ikke langt med den joke. Det er Madame Clicquot (den gule enke), der sammen med sit winemaking team, er krediteret for at lave de første rosé champagner efter denne metode i 1818, fordi hun ikke var tilfreds med, hvordan hendes rosé champagner smagte.

I champagne kaldes de rosé champagner, der er lavet ved at blande rød og hvidvin, rosé d’assemblage. Som antydet, bliver der også brugt en anden metode til at producere rosé champagne. Denne kaldes rosé de saignée, hvilket betyder noget i retning af blødningsrosé og dækker over, at rosé champagnen har fået sin farve ved at være i kontakt med skallerne (maceration) fra røde druer, hvilket er den måde, rosé laves på i resten af verden. I Champagne er macerations-tiderne for en rosé de saignée for det meste mellem 12 og 24 timer. Dette er, fordi man ønsker farve, men for alt i verden vil undgå at få for mange tanniner med, da disse normalt ikke er klædelige for smagsudtrykket i mousserende vine. Heldigvis for champagneproducenterne, så er farvestofferne i druer mere opløselige i vand end tanninerne, dog ikke i en grad så man skal lade sin maceration løbe alt for længe.

Grunden til, at champagneproducenterne er gået deres egen vej, og det er rosé d’assemblage, der dominerer rosé champagne-segmentet, skal nok findes i, at for langt de fleste champagneproducenter, og især champagnehusene, handler det om at kunne levere et ensartet produkt år efter år. Og det med at blande rød og hvidvin gør det meget nemmere at styre processen og opnå den farve og smag, man ønsker.

Det lidt uheldige ved, at det er rosé d’assemblage, der dominerer udbuddet, er, at langt det meste rosé champagne kun er rosé i navn og mangler de smagsnoter, der i vores optik hører en rosé til. Hvis man vælger en tilfældig rosé d’assembalge og serverer den i sorte glas, så man ikke kan se farven, vil det ofte være umuligt at identificere den som en rosé. Og hvad er pointen så med at købe en rosé? Især set i lyset af, at de ofte er væsentligt dyrere end deres hvide modstykker. Hvilket de fleste champagneproducenter vil fortælle en, er fordi de er meget dyre at lave. Dette er dog ikke sandt, og selvom der er lidt ekstra arbejde, så er en champagneproducents basis rosé ofte baseret på den samme basevin som deres standard Brut Sans Année, bare tilsat 5 til 25% rødvin.

Som antydet ovenfor, så findes der forskellige rosé champagne-udtryk. Og dem i rosé d’assemblage-kategorien er ofte lysere i farven og smagen, end dem der er lavet som rosé de saignée. Hvad man bedst kan lide er selvfølgelig en smagssag, og der findes fantastiske rosé champagner i begge kategorier, men i vores optik er det ofte rosé de saignée, der er mest interessante.