Ardinat-Faust
Serge Faust var en sand pioner, da han i 1968 gik imod strømmen og begyndte at dyrke sine marker økologisk. Dog var dette ikke helt problemfrit, og det tog omkring 15 år at finde den rigtige formel.
I dag er det Serge Fausts barnebarn Christophe Ardinat, der står for den daglige drift, og han følger troligt den kurs, som blev stukket ud af hans morfar. Det bliver til omkring 60.000 flasker om året fra familiens 8,2 hektar i den lille by Vandières i Marne-dalen, og stilen i champagnerne er let drikkelige, men uden at miste kompleksitet.

Familien Faust…
Familien Faust er ikke nykommere til Champagne-regionen, de har nemlig (under forskellige familienavne Dumont, Simon, Faust og Ardinat) dyrket druer i området siden 1750. Det er dog ikke kun slægtens lange historie i området der gør ‘Champagne Ardinat-Faust’ til noget særligt, men det er også Serge Faust fremsynede tilgang til dyrkningen af druer. Fordi da Serge Faust i 1968 begyndte at dyrke sine marker økologisk, gik han imod tidens trends (som var at bruge mere sprøjtegift) og var foregangsmand på linje med de i dag måske mere kendte Jacques Beaufort og Georges Laval, der også begyndte at dyrke økologisk i samme periode.
Fascineret af svigerfarens dyrkningsmetoder blev den nygifte grovsmed José Ardinat en del af holdet i 1972 og overtog hele ansvaret for produktionen i 1984, sammen med sin kone Joëlle Faust. I 1997 blev Christophe Ardinat, José og Joëlles søn, også en del af familieforetagendet, efter at have afsluttet en uddannelse i vinproduktion, og i dag er det Christophe, der mere og mere står for den daglige drift.


Når man er foregangsmand…
Når man er foregangsmand ligesom Serge, så må man prøve sig frem for at se, hvad der virker, og omlægningen til økologi var heller ikke helt problemfri. Det skabte nemlig både uvenner i landsbyen, da man bebrejdede Serge for alle sygdomsudbrud i markerne, og det viste sig også, at den tilgang til økologi, som man havde valgt (Lemaire-Boucher) ikke havde en gavnlig effekt på hans vinstokkes vækst, når den blev fulgt over en længere periode. Efter en lille snes år (1976) begyndte dette at påvirkede høstudbyttet negativt, og i 1981 var Serges udbytte en tiendedel af naboernes. Det var først i 1984 efter Joëlle og Josés overtagelse af ansvaret, at man fandt grunden. Problemet med væksten viste sig at skyldes et alge præparat, der skulle tilføre jordbunden vigtige mineraler (primært calcium og magnesium), havde gjort den for basisk. Da man opdagede dette, omlagde man produktionen til at følge de økologiske forskrifter fra Nature & Progès, som stadig følges den dag i dag. Champagne Ardinat-Faust har været certificeret økologisk hos ECOCERT siden 1995.
Champagne Ardinat-Fausts marker ligger omkring byen Vandières i Marne-dalen (Vallée de la Marne), ca 20 kilometer vest for Épernay. Dette område er (Pinot) Meunier land, og af domænets cirka 8,2 hektar er omkring 4,5 af dem beplantet med denne drue, hvor det resterende areal består af 2,35 hektar med Pinot Noir og 1,34 hektar med Chardonnay. Høstudbyttet svinger selvfølgelig fra år til år, men den maksimale produktion er på omkring 60.000 flasker om året, hvor kun 8000 af disse er øremærket til eksport.
Lær mere om Ardinat-Faust
@champagne_ardinat_faust
Her finder du Ardinat-Faust
Hele vinifikationen sker efter økologiske forskrifter, og man interferer så lidt som muligt i processen, for at vinene får lov til at udtrykke deres personlighed. I kælderen bruges næsten udelukkende gamle egetræstønder med en alder på cirka 50 år i gennemsnit til vinifikationen, og de varierer i størrelse fra 225 til 5000 liter. Stilen i vinene er ren, men fyldig og lige til at gå til. Derfor arbejder man også med ganske korte sur lattes lagringstider (15 til 24 måneder) inden degorgering, da dette bibeholder meget af charmen og tilgængeligheden i de færdige champagner.
Har man hang til let tilgængelige champagner der alligevel har nerve og kompleksitet fra et af Champagnes foregangsdomæner i den grønne omstilling, så er champagnerne fra Champagne Ardinat-Faust et fantastisk valg.
Hvis man undrer sig over, at domænet bliver omtalt som ‘Champagne Ardinat-Faust’, men at stifteren hedder ‘Serge Faust’, og der på champagnerne står ‘José Ardinat’, så er det fordi, da Serge Faust gik på pension i 1991, ændrede man officielt domænets navn til Champagne Ardinat-Faust og begyndte at sælge champagner under navnet José Ardinat. Der sælges dog stadig champagner med navnet ‘Serge Faust’, da man har holdt fast i dette af hensyn til eksisterende engelske kunder.
Terroiret
Champagne Ardinat-Fausts 8,2 hektar vinmarker ligger udelukkende i Vandières med størstedelen af deres beholdning i den vestlige sektor af kommunen.
Vandières ligger på det, man kalder “højre bred” i Marne-dalen, det vil sige nord for floden. Byen og de fleste af vinmarkerne ligger let trukket tilbage fra floden (~1 km), men jo længere vestpå, man kommer i kommunen, jo tættere kommer man på vandet. Vinmarkerne i Vandières støder op til dem i nabokommunerne (Châtillon-sur-Marne mod øst og Verneuil i vest) og den bløde skrånings forløb omkring byen gør, at parcellerne i øst får en blanding af sydlig og vestlig eksponering, hvor dem i vest har en mere sydøstlig retning. Jordbunden i denne del af Marne-dalen er hovedsageligt leret med forskellige mængder af kridt. Meunier gør det godt under de lidt køligere og vådere forhold i Marne-dalen, og Vandières er da heller ingen undtagelse, hvilket kan ses ved, at den her står for hele 71% af det beplantede areal.
At smage champagner, der udelukkende kommer fra Vandières, er ganske unikt, og i 2005 hvor den svenske champagne ekspert Richard Juhlin havde smagt 4000 champagner, havde han stadig aldrig smagt en champagne udelukkende på druer fra Vandières. Helt så mange behøver du ikke at komme igennem (med mindre selvfølgelig at du har smagt 3999 stk), da det kan opnås ved at skaffe sig en af champagnerne fra Ardinat-Faust.
Vinene fra Champagne Ardinat-Faust (José Ardinat)
Carte d’Or (Blanc de Noirs, 100% Meunier)
Dette er husets basis cuvée, men der er ikke meget basis over den. Det er nemlig det, man kalder en Blanc de Noirs, men lavet udelukkende på Meunier, hvilket hører til sjældenhederne i Champagne.
Smagenote på den aktuelle frigivelse af Carte d’Or (August 2021)
Gule æbler dominerer næsen og sammenbindes af noter af citronskal, kernehus, samt et let “kalket” udtryk, der ligger under den fyldige frugt. Syren er stram og det æblede og kalkede udtryk fra næsen går igen i munden og gøres her selskab af et afstemt hint af fad, der svæver mellem det hele, og understøttes af sur lattes noter såsom hasselnødder og et strejf æblekerner.
Den fyldige frugt, der indrammes af en flot syre og autolysenoter, er med til at gøre denne champagne særdeles drikkevenlig.
Cuvée Speciale (Brut Sans Année, 50% Pinot Noir / 50% Chardonnay)
Som navnet antyder, er dette en særlig cuvée, det er nemlig et blend af lige dele Pinot Noir og Chardonnay fra Vandières, hvor det beplantede areal klart domineres af Meunier (71%). En særlig vin med et særligt udtryk.
Smagenote på den aktuelle frigivelse af Cuvée Speciale (August 2021)
Denne champagne er ikke drevet af fyldig frugt, men i stedet af en super frisk mineralsk og jernet note, som går over i vitaminpiller og et let røget præg. Selvom smagsprofilen er unik og helt sin egen, har Cuvée Speciale fra José Ardinat stadig det charmerende let gyldne udtryk og drikkevenlige gemyt, som er signaturen for domænet.