Træ og bobler – champagnesmagning 20. marts 2027 kl. 20
798,00 kr. pr. person
8 champagner. Samme region. Meget forskellige idéer om, hvad et stykke træ skal bruges til.
Ståltank, cementæg, glas, gamle fade, nye fade, små fade, store fade.
Vin er i høj grad et menneskeskabt produkt – og mousserende vin er nok en af de vintyper, hvor producenten har flest knapper at skrue på.
En af dem er valget af beholder under førstegæringen. Det kan være ståltank, cement, glas, egetræ eller noget helt femte, og det valg kan have ret stor betydning for det, der i sidste ende ender i glasset.
Til denne smagning sætter vi fokus på brugen af egetræ.
Vi skal smage 8 forskellige champagner og kigge nærmere på, hvordan forskellige producenter arbejder med fad – og hvad det egentlig gør ved champagnen.
Smager champagne på fad så bare af træ?
Nej.
Og det er faktisk noget af det interessante.
Fad kan selvfølgelig sætte smag, men det kan også handle om struktur, ilt, udvikling og den måde, vinen opfører sig på undervejs. Et gammelt stort fad gør ikke nødvendigvis det samme som et lille nyt egetræsfad – og to producenter kan bruge træ på vidt forskellige måder.
Vi skal derfor både smage champagner, hvor fadet er ret tydeligt, og nogle, hvor du måske aldrig havde gættet, at træ havde været en del af ligningen.
Hvad skal vi smage?
Vi bevæger os rundt mellem forskellige producenter, som alle bruger egetræ på den ene eller den anden måde – men med ret forskellige resultater i glasset.
Nogle champagner bliver stramme og præcise. Andre får mere bredde, tekstur og dybde.
Og forhåbentlig bliver vi alle sammen lidt klogere på, hvorfor “vinificeret på fad” ikke i sig selv fortæller særlig meget om, hvordan en champagne kommer til at smage.
Det her er ikke Champagnes ABC
Det er en temasmagning.
Vi kommer derfor ikke til at gennemgå Champagne fra A til Z. Vi tager fat i de ting, der giver mening for fadbrug, vinificering og de flasker, vi har foran os.
Du behøver langt fra at være ekspert for at være med – faktisk behøver du ikke vide noget som helst om Champagne.
Du skal bare være nysgerrig på, hvorfor to champagner kan ende med at smage ret forskelligt alt efter, hvordan producenten har valgt at bruge fadet.
Hvis du primært leder efter en grundig introduktion til Champagne generelt, er vores begyndersmagninger et bedre sted at starte.
Program
Smagningen starter kl. 20.00 og slutter ca. kl. 22.00–22.30.
Efter smagningen åbner vi baren og holder åbent frem til kl. 24.00. Her kan du fortsætte på vores glaskort med 20 forskellige champagner eller gå på opdagelse i vores prisvindende flaskekort.
Her finder du selvfølgelig endnu mere champagne, der har været en tur på fad. Og hvis du efter 8 glas har fået træ nok for én aften, har vi heldigvis også masser af champagne vinificeret i ståltank, der bare står og venter på en ny ejermand.
Vi har lækre snacks, som kan tilkøbes, men anbefalingen er som altid: Spis et stort måltid hjemmefra – og lad bilen stå.
Din ordrebekræftelse er din billet.
Tag din bedste champagnebuddy under armen – eller kom alene og få nye venner – og så ses vi i Champagnekælderen på Nørre Søgade 21, 1370 København til en aften med bobler, træ og alt det derimellem.






