Glassmagning. Det lyder som noget, der gør ondt i munden..!
Men bare rolig. Det er mere hyggeligt, end det lyder.
Hvis du har været til champagnesmagning nede hos os i Champagnekælderen, så ved du, at vi serverer champagnen i tulipanformede glas. Ingen små, fede champagneskåle. Ingen tårnhøje, slanke fløjter. Champagne er nemlig stor vin og fortjener ordentlige glas – ligesom en stor Bourgogne gør det! Glasset gør bare en verden til forskel.
I champagneskålen – den som Leonardo DiCaprio bruger – forsvinder boblerne lynhurtigt, fordi bunden er så flad og bred, OG aromaerne koncentreres ikke omkring næsen i en indsnævring i toppen af glasset. Ak og ve…
En fløjte – eller flute – er smuk, man kan se boblerne stiger til vejrs, MEN vi savner, at glasset buler ud på midten, så champagnen kan åbne sig.
I det tulipanformede glas får du:
- En spids bund, så boblerne holder længere tid
- En bule på maven af glasset, så champagnen kan åbne og udvikle sig
- En indsnævring i toppen, så aromaerne koncentreres omkring næsen
Vi synes, du skal prøve det: at holde en glassmagning derhjemme. Hæld den samme champagne op i en champagneskål, en fløjte og et tulipanformet glas. Duft. Smag. Bliv chokeret!
Måske du endda kan finde nogle traditionelle Blida glas og smide den ind i puljen som et sjovt wild card.